Hastighed i Pædagogik: En Dybtgående Analyse af Udfordringer og Løsninger

Niels Svanborg 00:00:01 Du lytter til en podcast fra Socialt Indblik. Snævre tidsrammer og hurtige deadlines har indtaget pædagogikken. Hvorfor og hvad betyder det? Det skal vi tale om i denne uges pædagogiske kvarter. Jeg hedder Niels Svanborg. Jeg er journalist og redaktør på Socialt Indblik, og med i studiet har jeg programmets faste ekspert og vært. Det er dig Anja Kristine Hvidberg Olsen. Velkommen til. Tak for det. Du er cand. pæd. I pædagogisk psykologi. Du er for relations midlerne og kompetance universet. Og så har vi besøg af Bent Madsen. Velkommen til event.

Bent Madsen 00:00:31 Mange tak. Du er.

Niels Svanborg 00:00:33 Cand. pæd. Du er tidl. lektor på DB og Københavns Professionshøjskole, og du arbejder dag med forskning og udvikling på inklusions akademiet. Og så er du forfatter til en lang række bøger og artikler om bla. Gik og især specialer, socialpædagogik og inklusion. Blandt andet din seneste bog, der hedder Pædagogiske ståsteder og bevægelser, som vi også tænker vi kommer en lille smule ind på i dag. Ja, vi skal tale om det her med hastighed i pædagogik og det du, Bent, kalder tids herredømmet i pædagogik.

Niels Svanborg 00:01:03 Men han vil begynde hos dig, fordi det var dig, der sagde det her. Det er noget, vi skal tale om. Det er interessant. Hvorfor er det her en problematik, der har med pædagogik at gøre? Vil du lige starte med at fortælle om det?

Anja Kristine Hvidberg Olsen 00:01:15 Der er ingen, der kan følge med, men altså. Og det er børnene, der bliver taberne i det, men i virkeligheden også de fagprofessionelle. Altså, vi sidder i sådan et lyntog, hvor vi glemmer alt det, som mennesker udvikles og trives af. Så bliver nærværet, som er tiden, som er det tempo, der skal trækkes ud af pædagogikken. Og da jeg læste dit indlæg der. Der kunne jeg bare mærke den der ild under mig igen. Ilden til at kæmpe for det, jeg selv tror på er vigtigt. For du skrev I behøver ikke flere forskningsprojekter, der beviser, at hvis pædagogik skal lykkes, så skal der være tid, rum og kontinuitet til at skabe tillid og tryghed. Det har pædagoger sagt hele tiden, og det er jeg så enig i og det røde syn.

Anja Kristine Hvidberg Olsen 00:02:00 Og derfor så er din stemme så vigtig at have med i sin podcast i dag, og i det hele taget er vigtigt at have spredt ud over hele det pædagogiske landskab. Så tak fordi du kom i dag.

Niels Svanborg 00:02:11 Og det er jo noget af det, vi skal, vi skal tale videre om. Men vil du ikke uddybe det her med med hastigheden og de hurtige deadlines, som du synes har indtaget pædagogikken? Prøv at fortælle lidt om, hvor det er du ser det. Ja.

Bent Madsen 00:02:26 Jeg ser det. Jeg ser det som en bølge, der har bredt sig ikke bare i EU. I uddannelse, i dagtilbud, i skoler, i ungdomsuddannelser og på professionsuddannelser. At hurtighed er blevet et mål i sig selv. Jo hurtigere man kan komme fra vuggestue til børnehave, jo bedre. Jo før børnehaven kan gøre børnene skoleparate, Parat, så man kan komme i børnehaveklasse. Jo hurtigere børnehaveklassen kan forberede børnene på, og hvad der venter i skolen, jo hurtigere skolen kan forberede børnene på at lære eleverne på og komme videre, videre og videre med en ungdomsuddannelse.

Bent Madsen 00:03:15 Og jo hurtigere ungdomsuddannelsen kan sende unge ud på arbejdsmarkedet og så videre altså hele det der. Det der pres, pres, pres, som har nogle ret ret indgribende konsekvenser for børns og unges måder at lære på, deres måde at forstå sig selv på og ikke mindst hvad det faktisk er meningen med mit liv altså. Og det kan det der pres. Altså, der levnes ikke tid til at tale om. Hvorfor har jeg skal skal egentlig tag den her uddannelse. Hvorfor er det egentlig? Hvad er det egentlig det vil sige at være pædagog? Og hvorfor er det egentlig jer hurtigst muligt? I skal blive skoleparat altså. Hurtigheden og tempoet, tempo, opskrivning. Accelerationen i lærings tempo er er er så gennemgående, at jeg har siddet og kigget på, at for eksempel i folkeskolen i folkeskolen, der har vi nu tusind og 71 bindende mål, som enhver ethvert dansk skolebarn skal indfri. Og det vil sige, at det giver et pres i undervisende, at lærerne. Hvad er en succesfuld underviser? Er vi har vi har vi kan hakke flueben ved det og det og det og det.

Bent Madsen 00:04:48 Vi har nået matematikken, vi har nået og stavningen vi har. Vi har nået geografien, Vi har nået alle de faglige mål. Neden under de tusinder af 70 bindende trinmål i i den danske folke. Der findes over 3 tusinde færdigheds mål. Jeg er.

Anja Kristine Hvidberg Olsen 00:05:09 Blevet helt træt, men jeg kan mærke, at jeg.

Bent Madsen 00:05:11 Bliver fuldstændig træt af at læse. Og det vil sige, det vil sige, målet er ikke at stort, at børnene trives, at børnene finde en mening, finde deres plads i verden, blive gode kammerater, fordi vi ved jo fra mange, mange års forskning, og det har jeg selv været en del af at. Hvad er betingelsen for, at man er parat til at lære noget som helst, er, at man har det sociale liv med at den sociale position man har i et læringsfællesskab. Den position, man har i en leg i børnehaven, har afgørende betydning for, hvordan børn udvikler sig, og det har afgørende konsekvenser for deres måde at lære på. Det er den position, den anerkendelse, man møder blandt andre børn blandt de voksne.

Bent Madsen 00:06:11 Og hvis ikke, hvis ikke der er nogen, der ser én, hører én, forstår, én responderer på den, man er, jamen så er man faktisk ikke i stand til at lære noget, fordi det man lærer, er, det er kun. Det er kun. Det er kun for mine præstationer, jeg bliver anerkendt. Jeg bliver ikke anerkendt som det barn, der jo hedder Ida og Arthur og så videre. Når du siger.

Anja Kristine Hvidberg Olsen 00:06:41 Jeg er bange, så får jeg et billede af, at det giver jo vanvittig god mening, at vi ser alle de her og nu kanariefugle, der vælter ned af pinden lige nu og den her kæmpe trivsels krise vi står i for i virkeligheden, så giver du et billede af, at der er en masse børn og unge, der bliver efterladt på en perron et eller andet sted uden overhovedet at have mulighed for at have sig selv med. Altså i det her at mærke efter og mærke hvad er det, de selv er drevet af? Hvor er motivationen? Det hele er noget, der er planlagt på forhånd.

Anja Kristine Hvidberg Olsen 00:07:13 Og ja, man skal kunne nærmest gå, før man kan kravle. Altså på en eller anden måde, som jeg ser det her. Jeg får også et billede af den der hvide kanin for all in wonderland. Jeg har så travlt, så travlt, så travlt, når den hopper rundt, og man bliver helt høj af det.

Bent Madsen 00:07:27 Og den er blevet elektrificeret. Det er blevet en Du er silke, kaninen ikke børnene. Og konsekvensen af dette er nemlig at at mistrivsel mistrivsel ikke kun spores blandt børn og unge. Det kan vi vende tilbage til. Altså hvordan den kommer til udtryk. Men mistrivsel kommer også til udtryk blandt dem, der har det pædagogiske ansvar pædagogerne selv og lærerne. Det er jo skræmmende tal. Jeg så den sidste statistik her at at fire år efter at en pædagog er færdiguddannet, da har hver femte pædagog forladt jobbet. Og så kan vi godt tale om, at vi skal have lavet pædagoguddannelsen bedre. Det skal der også brug for. Men det, der er brug for, er arbejdsvilkårene. Det er de måder, vi rammesætter og de vilkår, pædagogerne har for at gøre det, som de tog uddannelsen for at være nærværende.

Bent Madsen 00:08:34 Det at være sammen med børnene, det og at lave aktiviteter som. Som man kan se, engagerer børnene.

Niels Svanborg 00:08:44 Altså mange af de her ting du nævner. Bente, der har skruet tempoet op, er også nogle politisk styrede ting, så måske bedst kendt var det, der hed fremdriftsreformen, som handlede om, at alle skulle hurtigere igennem. Så man kan sige den kommer ikke fra pædagogerne selv. Men hvordan ser I måske dig? Jeg spørger dig Hvordan ser du, at det der sådan tempo som de der signaler? Politiske signaler om, at børnene skal hurtigere igennem og lære mere. At det påvirker den nærmeste ned i den enkelte pædagog Den enkelte institution At de begynder at skrue tempoet op måske også unødigt. Nu lægger jeg den i, at man bliver grebet af det der.

Anja Kristine Hvidberg Olsen 00:09:23 Jeg kan jo ind til spejlet. Den instrumentalisering, som du taler ind i, når vi kigger ind i den pædagogiske praksis. Vi beskæftiger os jo meget med sådan filmanalyse og kigger på samspil med afsæt i Marta Meo, og der kan man jo se bare det her med at lige blive lige blive og vente for at få det her udviklende øjeblik med det barn.

Anja Kristine Hvidberg Olsen 00:09:45 Det er røget fløjten, fordi der er noget, der er søde. Jeg ser nærmest en lille djævel, der sidder på pædagogens skulder. Ja, jeg burde også være det. Det er steder burde være end at lave den der sprogscreening. Jeg burde og nu af mine kollegaer render rundt derude, så hele kerneopgaven af at rådgive synes, så er det den ene ting jeg ser den. Jeg ser mange ting, men jeg ser også enormt usikkert personale, som bliver usikre, fordi det de ved rent intuitivt og kva deres uddannelse, at vi mennesker udvikler sig af. Det er faktisk ikke det de får lov til at praktisere, så det står i skærende kontrast, og det koster udbrændthed. Forråelse. Alt det her lurer lige om hjørnet. Når det her har været på spil for længe, og børnene reagerer. Børnene er vores smagsdommere, og de græder mere, og der er flere klagende lyde i institutionen. Vi ser flere børn, der bliver udadreagerende, ureguleret, hænger i gardinerne, og så lige pludselig bliver det børnene, der bliver de forkerte, eller forældrene, der ikke opdrager godt nok.

Anja Kristine Hvidberg Olsen 00:10:51 I stedet for at kigge på de vilkår, der faktisk er. Du skrev på et tidspunkt bange noget jeg elskede, og jeg er ked af, hvis jeg citere dig forkert her, men du skrev På godt og ondt bliver de fagprofessionelle jo børnenes udviklingsbetingelser, ikke deres vilkår. Var det sådan du sagde det? Eller kan du sige det mere præcist? Måske som vi hører det fra?

Bent Madsen 00:11:13 Ja, ja, men det er jo noget af det, jeg har, jeg selv har interesseret mig meget for. Jeg har tilbragt et uendeligt antal timer som fluen på væggen i både vuggestuer og dagplejer og børnehaver og siddet og iagttaget. Hvordan er det egentlig børnene responderer, reagere på de vilkår de bydes og det der er tid til. Og i det omfang, at pædagogerne er i stand til at møde børnene, og det var efter de efter de sådan nogle iagttagelser. Det var også et forskningsprojekt, vi lavede, hvor vi hvor vi så tænkte i stedet for læreplaner, som har udgangspunkt i Her er noget børnene skal lære. Det er noget, der er nogle mål og noget, der kommer ude fra.

Bent Madsen 00:12:10 Det vil sige, hvad nu hvis vi flyttede beslutningskompetence ind i selve det pædagogiske rum. Så det, der var vigtigt, var en beslutning, pædagogerne tog sammen med den konkrete børnegruppe. Og det er jo sådan, som du siger. Børnene viser altid, hvad de er interesserede i, hvordan de har det. De viser altid, hvad de vil, og derfor indførte vi for eksempel begrebet engagement årsplaner i stedet for læreplaner, hvor vi jo har de 6 læreplanstemaer og vi har sørme at vi har samlet 9 områder med det fælles pædagogiske grundlag. Og hvis du gange op, altså så man er ved.

Anja Kristine Hvidberg Olsen 00:12:56 At dø når de ser den blomst.

Bent Madsen 00:12:58 Den lærings blomst. Man bliver jo fuldstændig udmattet ved synet, og derfor kan man sige vi bliver nødt til at reducere den kompleksitet, som hverken børn eller pædagoger har en jordisk chance for at overskue og agerer i forhold til. Så engagement årsplaner handler om, at pædagogerne er nemlig uddannet til og at spotte og at have blik for, hvor at trives børnegruppen, at de glade har de gode relationer til hinanden, er der tillid, er der tryghed og så videre.

Bent Madsen 00:13:40 Og der har vi altså ligesom nogle helt grundlæggende udviklingsprocesser menneskelige processer, at vi kan ikke lære noget, hvis ikke vi er trygge. Vi kan ikke lære noget, hvis ikke der er tillid til, at den voksne, der står der foran mig, vil mig det godt. Og du har jo selv Anja lavet. Du har skrevet nemlig at og som jeg hæfter mig meget ved, og det er jeg meget enig i. Du skriver at børn kan ikke spejle sig i travle voksne. Det er fuldstændigt det vi ser. At børnene giver fortabt. Ja, jeg glemmer aldrig, at de griber ind i hjertet, når man tilbringer. Der var en uge, jeg tilbragte i en vuggestue. En ellers velrenommeret og veldrevet vuggestue. Fuldstændig gennemsnitlig. Men når man begynder at kigge på en vuggestue, hvor hvor, hvor vi har er hvor vi har Arthur sådan halvanden til to år. Han har lige lært og lige lært at gå, men han kravler stadigvæk. Hvordan Arthur i løbet af en dag hele tiden bliver overset. Han prøver at gøre opmærksom på sig selv.

Bent Madsen 00:15:02 Der er 2 2 voksne på stuen, 1. En uddannet pædagog og så en medhjælper. Og så holdt jeg jo øje med hvad er det, de, der er pædagoger og medhjælpere, har så travlt med? De har travlt med alt mulig andet, som egentlig ikke har noget med pædagogik at gøre. De var jo ude i skifter rummet, da det er praktisk arbejde med skift, skift, skift. De skal tørre op og gøre rent, og de skal. De skal vejlede forældre, der er kommet ind. Og minsandten om ikke også de tager telefonen, fordi forældre ringer og spørger dem midt i åbningstiden om alt muligt. Men der er altid en pædagog, der ikke er tilgængelig for børnene. I virkeligheden er der minimumsnormeringer, altså et spænd end en illusion, fordi der er altid en. Der er stort set kun en pædagog, der er til rådighed og tilgængelig for børnene, fordi der altid er en anden pædagog, der er ude. Altså der sidder med et barn, der skal trøstes, og et barn, der har brug for særlig omsorg og det, der ryger ud i det der tidspres.

Bent Madsen 00:16:21 Det er i virkeligheden det allermest basale i børns opvækst. Omsorgen, omsorgen. Er det den helt unikke relation, der er vidt forskellig fra en lærings relation i en eller anden relation, forventes det, at du du responderer med noget til gengæld. Der skal du vise. Til gengæld skal du vise, at du har lært det her, for det bliver tjekket og sådan noget. Ellers er det ikke nogen succes. Omsorg er du befriet for. For det er da gengældelse krav. Omsorg er et mål i sig selv.

Anja Kristine Hvidberg Olsen 00:16:59 Og det er det.

Bent Madsen 00:17:00 At blive set og hørt og det, der er røget ud i. I dette accellerere disse accelererende sociale processer som område i daginstitution. Det er det aller mest basale begreb i pædagogik, nemlig omsorg. Så det er den omkostning.

Anja Kristine Hvidberg Olsen 00:17:19 Jeg nu og i tillæg til det er den ene voksen, som måske er til rådighed. Vi kunne lige lave en lille måling på kortisol niveauet i den voksen og se den voksne. Måske er kamp stresset og det barn faktisk ikke kan læne sig ind i et reguleret nervesystem hos den voksne, og så kører det.

Anja Kristine Hvidberg Olsen 00:17:39 Så har vi den onde spiral, så der er så mange ting der.

Bent Madsen 00:17:43 Fordi fordi Arthur, der der så kravle hen, og så prøvede han at underholde sig selv, ikke? Men han kommer hele tiden i vejen. Der er nogle store piger der er igang med en dukke leg og når han kravle hen op og rode ved deres dukke og de tager ham og flytter ham tilbage på gulvet igen. Han bliver hele tiden flyttet og så kravler han ud i baderummet, hvor den anden, en anden pædagog, er travlt optaget med at skifte et barn, og han klamrer sig til pædagogens ben.

Anja Kristine Hvidberg Olsen 00:18:17 Ikke så kompetent, ikke for at vise sit behov for kontakt.

Bent Madsen 00:18:21 Og sikke en kompetence. Ja, jeg viser dig hvad jeg har brug for. Pædagogen ser det, men kan ikke slippe det barn der ligger og ruller rundt deroppe og tager så ham og Arto og sætter ham op ved en reol med nogle puslespilsbrikker og så begyndte han at rulle ned og så kravle han rundt igen. I løbet af den formiddag bliver han ikke set og hørt og forstået af en voksen.

Bent Madsen 00:18:49 Dvs. Opmærksomhed er den alle knappe ressourcer, og det vil sige anerkendelse. Altså jeg har fået.

Anja Kristine Hvidberg Olsen 00:18:58 Gåsehud over hele. Kan I se det der er beviset her, når du betaler for det? Det er jo der, hvor vi sender vores guld hen hver evig eneste dag, Og det er ikke nogen, fordi det kan nemt blive en blame grim, og det skal det ikke. Altså der er ikke nogen der vinder ved et blame gen. Pædagoger gør lige nu det aller, aller bedste de kan, med de betingelser de kan få øje på og de strukturelle vilkår der er. Og forældre gør jo også det bedste de kan med de betingelser de kan få øje på i hele det her forjættede, hvor vi alle sammen skal gøre mere og større bedre. Og det er det, det hele handler om. Så i alt det her, der står der nogle små mennesker, som får alle grundstenene til, hvad det er for nogle individer, de kommer til at blive på et tidspunkt. Om de bliver empatiske, om de har en evne til at kunne regulere sig selv ned, når der kommer kriser.

Anja Kristine Hvidberg Olsen 00:19:47 Alle de her ting. De grundlægges lige nu og her, og det er det, der ryger af fløjten i alt det her, hvor vi vil have mere blik for, at der kan sættes nogle flueben. Og politikerne kan sige Jamen, det har vi gjort. Nej.

Niels Svanborg 00:20:02 Vi skal til at runde af for denne uges program, men vi taler jo. Vi taler jo videre i næste uge, hvor du også er gæst, Bente. Og der skal vi jo også ind på nogle af de her ting. Der har vi en overskrift, der hedder Hvordan får vi pædagogikken tilbage til pædagogerne? Det skal vi tale om. Så det program kommer man ude i, kan man glæde sig til. Jeg skal sige tak til dig Anja Kristine Hvidberg Olsen Tak for at være med. Endnu engang tak til dig, Bent Madsen for at være med. Tak. Der er ny pædagogisk dag til om en uge. Tak for løbet.